Søg og du skal finde:
GØR DET SELV SØGEMASKINEOPTIMERING
SEO gør det selv

Du kan godt! Der er masser af SEO-arbejde, du selv kan lave for at få en stærk placering på Google. Her får du de 6 vigtigste SEO-ting, du selv kan klare. 

Gør-det-selv SEO: 6 områder, der er værd at arbejde med

SEO er ikke magi, og det er slet ikke så svært. Derfor synes vi, du bare skal kaste dig ud i det. 

Det kræver selvfølgelig, at du selv kan redigere i din hjemmeside eller webshop. Og så skal Google vide, du findes. Det kaldes "indeksering"
 

Sådan tester du indeksering 

Åben et Google søgevindue og skriv site:ditdomæne.dk i søgefeltet (f.eks site:degngrafisk.dk). Dette skulle gerne vise dig ALLE de sider, Google har registreret.

Hvis der IKKE kommer et resultat, kan grunden være:

1. Google ved slet ikke, din side findes.
Du gør Google opmærksom på din side ved at nævne sidens webadresse et andet sted på nettet, fx facebook, forum, blog - hvor som helst. Du kan også indsende adressen manuelt til index via Google search console. Du bør have en console konto lige meget hvad, så få en i dag.

2. Google har bare ikke haft tid til at besøge dig
Der kan gå nogen tid, fra en side er kommet online, til Google opdager den. Det er der ikke så meget at gøre ved. Der er milliarder af sider, som Google skal forbi, så to do listen er lang. Du kan måske fremskynde besøget ved at tilmelde siden til console. Det skader i hvert fald ikke.

3. Hjemmesiden har fejl i kode eller design
Test, at din hjemmeside er klar til indeksering - start med en mobiltest her.

1. Sidetitler – det vigtigste seo-værktøj. Overhovedet(!)

Hvis du vil gøre én ting – og KUN én ting for at optimere din hjemmeside - så er unikke og relevante sidetitler stedet at sætte ind. (At det vil være ”biig mistake” kun at sætte ind et enkelt sted, når du arbejder med SEO, lader vi i første omgang hænge i luften. Men det vil det. Virkelig(!)).


Der findes ikke en one-size-fits-all model til at skrive sidetitler, men her er en lille liste med 26 klikbare overskrift ideer du kan starte med NU – helt gratis.

Vær unik
unikke sidetitler

Sørg for, at alle sider får unikke titler (ja, det betyder ingen genbrug)
Har du en hjemmeside med 48 sider, har du mulighed for at titelgive 48 sider. Grib den mulighed og spring ikke over, hvor gærdet er lavest. De skal være unikke.

Ved hvad du taler om
relevant content

Sørg for relevans i forhold til det indhold, der er på siden
Google ønsker gode resultater til deres brugere. De er ikke interesserede i, at en bruger, der søger efter cykellygter, bliver ledt ind på en side (via en titel om cykellygter), der så rent faktisk handler om gulerødder. Derfor vil du heller ikke få så gode point fra Google, hvis du lavede det stunt.

Så sørg for sammenhæng. Så bliver Google glad, og (endnu vigtigere) du får de besøgende forbi, som er interesserede i dit produkt. Hvad skal du egentlig med dem, der ikke har interesse i dit produkt. Det er bare ikke vejen frem, vel?

 

Skriv til mennesker
skriv til mennesker

Skriv til søgemaskiner OG mennesker
At lade en startside hedde ”startside” er … ja, for at sige det, som det er … DUMT. Hvem får noget ud af det? Søgemaskinerne forstår det ikke. Den potentielle kunde, der søger via Google, får heller ikke meget ud af det. Og i sidste ende betyder det (ærgerligt ærgerligt ærgerligt), at DU heller ikke får noget ud af det.

Så tænk godt over, at der er to, der skal reagere. I første omgang robotterne. Så de skal fodres. Men det er et menneske, der skal fristes af din titel og klikke i sidste instans. Ville du klikke på ”Startside”?

 

Mere end ord
titler i sætninger

Brug sætninger og ikke blot ord
Det er langt bedre at formulere dig i sætninger i stedet for at bruge enkeltord. 

Har du fx noteret dig, at du gerne vil have anvendt ordene ”sommerkjole, plus size, gul, rød og billig”, så er det ikke vejen frem at skrive "Sommerkjole, plus size, gul, rød, billig". Det vil være et langt bedre valg at skrive "Billig sommerkjole i plus size. Kjolen fås i gul og rød."

 

Lige tilpas
title længde

Tænk på længden
Google har det med at regulere lidt på, hvor lang en titel må være. Men i skrivende stund, kan du forvente, at der er et areal på 600 pixel at gøre godt med. 

Pixel? Ja, helt enig, det er en urimelig længdeangivelse for menigmand. Men vi kan fortælle dig, at det cirka svarer til 55 tegn (inkl. mellemrum). 

Og SKAL du så ramme de 55? Nej. Færre tegn er ok. Og flere er faktisk også. Det er blot ikke synligt for almindelige mennesker, men robotterne kan godt læse det, der ikke bliver vist. 

start med det vigtigste søgeord
først er bedst

Placer dit/dine vigtigste ord i starten af titlen
Google læser (som du og os) en titel fra begyndelsen. Og vægter den også fra begyndelsen. Så sørg for at fyre de vigtigste ord af her. Det betyder fx også, at du ikke skal starte titlerne med dit firmanavn.

Skriv ikke "Hos Carlas Café kan du få økologisk chokoladekage," men i stedet "Økologisk chokoladekage på Carlas Café"

 

2. Content – Sådan wow’er du Google med godt indhold

Wow, wow, wow, wow(!)

Ok, lad os være realistiske.
Wow, wow, wow, wow, er måske ikke det, alle dine besøgende tænker.
Så hotte er dine tekster nok (trods alt) ikke. Og det er heller ikke målet.


Det er Google, vi skal have til at klappe i hænderne i første omgang.
Hvordan vi gør det, vil vi kigge nærmere på nu.

 

Opskriften på stående bifald

Det allerførste, du skal gøre, er at finde ud af, hvilket nøgleord (hvilken sætning), du gerne vil have koblet på siden. Hvad skal siden sælge? Hvad er hovedbudskabet?

Bla bla bla
tekst længder

Tekstlængde og nøgleords-frekvens
I forhold til Google, bør teksten på en side være på mindst 300 ord og gerne MEGET mere. Dit nøgleord bør optage 3-5 % af den totale tekstmængde.

Og hvordan tæller man så lige det? 
Det gør man ikke. Det lader man en maskine om.
Du kan fx bruge værktøjet her.
Vi bruger et mere avanceret program. Men er du lidt nysgerrig, er denne side fin at lege med.

P.S. De 300 ord brugte vi vist i indledningen på denne side :D

byggesten
opbygning af indhold

Indholdsopbygning
Din tekst skal indeholde:
En overskrift, som indeholder dit nøgleord (og må ikke være en kopi af sidetitlen). Denne overskrift skal defineres som H1 tag. (ups, der blev vi en anelse nørdet. Håber du er med, ellers kan du få det oversat nederst på siden.)

- Kun det ene H1 tag på siden.
- Dit nøgleord i først tekstafsnit.
- Dit nøgleord i sidste tekstafsnit.
- Dit nøgleord markeret med fed skrift
- Gerne dit nøgleord som et link til en anden relevant side.

duplicate content
unik indhold

Teksten skal være unik
Du må aldrig (som i ALDRIG) kopiere teksten fra en anden hjemmeside – eller for den sags skyld fra din egen. Registrerer Google ”duplicate content”, falder hammeren, og din sideoptimering får et ordentligt hak i tuden. Så lad være med det. Sørg for at have dine egne og unikke tekster på alle sider.

Skovl eller spade?

Sidste punkt på indholds-tjeklisten er faktisk lidt en farisæer. Den er Google nemlig lidt ligeglad med. Men vi hapser den med alligevel, for den er helt essentiel, når det gælder mennesker. Og det er jo dem, der søger.  

Det handler om, hvilke ord du skal bruge. Lige her gælder udtrykket ”en spade er en spade” Eller? Hvis kunderne kalder det en skovl, ja så er det det, du skal optimere efter. Hvis du kalder det en spade, og de søger efter en skovl, finder de dig aldrig.

 

Er du i tvivl?

Er du i tvivl om, hvad der er det rigtige ord, kan du jo spørge lidt omkring i dit netværk. Vil du gerne have professionelle øjne på, kan jeg anbefale dig at sende Anders en mail.

3. Linkbuilding – lad popularitetskonkurrencen begynde

Er du den mest populære lakrids i posen?
Forenklet (og lidt groft sat op), så vil Google konkludere, at din side er populær og interessant, hvis mange andre sider linker ind til den. Indgående links er derfor et ret relevant værktøj i din sideoptimering. (Ja, de udgående er faktisk heller ikke at sige ski’e til. Men det vender vi lige tilbage til).

alt med måde
links

Linkkataloger
Der findes linkkataloger på nettet (fx www.danskelinks.dk), hvor man kan få sin hjemmeside optaget. Det kan være et udmærket værktøj at lege lidt med. Men pas på. Det ikke er alle sider, der er lige gode at få links fra. Det afhænger af sidernes pagerank.

Jo højere pagerank en side har, des mere interessant vil et link fra siden være. Fx vil et link fra DR med pagerank 7 være meget (meget) bedre end et link fra TV2, som ”kun” har pagerank 6. Men lad det være sagt. Både 7 og 6 er flotte pageranks. Det er nemlig ikke bare sådan lige at få den score.

Er du nysgerrig efter at tjekke en sides pagerank? Gør det her.

OG(!) Får du links fra sider med produkter, der relaterer sig til din forretning, så tæller de højere end links fra websites, der ingen relevans har. Sælger du chokoladesovs, så kunne et link fra et ismejeri være et hit. Et link fra en bilforhandler vil til gengæld være et mindre hit.

kommenter
links fra blogs

Hav den gode kommentar parat
Det kan godt betale sig at investere lidt tid i at besøge relevante blogs og hjemmesider, hvor der kan smides en kommentar og et link.  

Sælger du fx børnetøj, kunne det være en god idé at finde ind på et forum for småbørnsforældre. Ikke for at skrive ”se mig, jeg sælger børnetøj”, men for at komme med en saglig kommentar. Om fx allergi. Og så blot have linket med som en biting. 

Google kan godt finde ”biting”.

naboens græs
udgående links

Og så var der de udgående links
De fleste har fokus på indgående links, men links fra DIN side til andre sider, kan faktisk også give point. Her er relevans alfa omega. Men det er også helt i dine hænder. 

Lad os bare bruge huset her som eksempel. 
Vi trykker blandt andet bøger. Hvis vi fra den side på vores website, der omhandler bogtryk, linker til en samarbejdspartner, der kacherer bogomslag, så er relevansen helt til UG+. 

Linker vi til en side, der handler om leverpostej. Ja, så er det så som så med relevansen. Derfor har linket i realiteten ingen værdi.

P.S.

Det er (slet) ikke kun links til din forside, der er relevante. Linker du direkte til en underside, kan denne side slubre alle Googles point i sig. Har du fx 10 sider (forside + 9 undersider) og får 10 point, vil det blive til 1 point til hver side, hvis linket lander på forsiden. Men linkes der ind på en underside, som er sidste ”stop på turen”, så får denne side alle 10 point og får dermed en bedre placering i Googles søgeresultater.

P.P.S. Ingen ved, hvilke point Google giver.  Ham Google er en hemmelighedsfuld fætter. Tallene var blot for forståelsens skyld.

4. Google elsker Google

Google er ikke den eneste søgetjeneste, men det er ubetinget den største.
Mere end 90 % af os danskere vælger Google, når vi skal søge på nettet. Men Google er mere end en søgemaskine.

Googles søgemaskine har en lang række fætre og kusiner, fx Google Maps, Google MyBusiness, G-mail og Google Ads. Og vil du have et godt forhold til Googles søgemaskine, må du også pleje omgang med resten af familien. 

Det giver point. Seo-point(!)

google Mybusiness
Google Mybusiness

Min butik
Google Mybusiness er oprindelig Googles pendant til Facebook. Som socialt medie er det aldrig helt slået igennem, men som et seo-værktøj har det virkelig potentiale. Sjovt nok er Googles søgemaskine nemlig langt mere pjattet med opslag fra Google end fx Facebook. Hvorfor ikke udnytte det?

Læs mere om Google Mybusiness

maps
maps

Google er din ven.
Google Maps kan også være et ganske fornuftigt (læs p*sseklogt) sted at registrere dig. Og kobler du det sammen med din Google Mybusiness konto, kan du opnå visninger med både foto, adresseangivelse, åbningstider m.m. Og igen er din Google-konto adgangen til det hele.

Så GoogleMybusiness er noteret. Google Maps er noteret. Hvad mere? Hvad med Youtube, er du aktiv der? Ellers kan det også anbefales. Links derfra tæller nemlig også højt. For faktisk er Youtube også et Google produkt …

Er der noget, du er i tvivl om? 
Søg i Google(!)

 

Google Ads
ads

Rabat når det er bedst
Annoncering med Google Ads går hånd i hånd med søgemaskineoptimering. Faktisk giver Google af og til rabat på dine annonce klikpriser. Det sker, hvis din annonce peger på en side, som Google bedømmer til at være super relevant for annoncen, hurtig og sikker.

Summa summarum, jo bedre du klarer din søgemaskineoptimering, jo billigere slipper du afsted med en annonce.

Skal du have hjælp til Google Ads, så læs mere her.

5. Sådan navngiver du dine filer – rigtigt(!)

Hvad er noget af det første, kommende forældre kigger på?
Navne.
Skal det være en lille Frederikke eller en Søren?
Det er et stort spørgsmål.
Der tænkes grundigt. Meget grundigt.
Tænker du lige så grundigt over navngivning af dine filer?

Det burde du.

Og det fede er, at valgmulighederne er få, og opskriften er simpel.

filer
google læser alt

Google læser alt…
Googles robotter kan ikke læse billeder. Har du hørt de ord før. Det var også rigtigt. Engang. I dag er verden en lidt anden. Og billeder på din hjemmeside er faktisk ret vigtige – også når det kommer til seo.


Tommelfingerregler:
Du bør have mindst 1, og gerne 2 eller 3 billeder, på den side, du ønsker at optimere.
Filerne bør (når du gemmer dem) navngives med dit nøgleord.
Undgå æ, ø og å i filnavne.
Eksempel: flodekager-med-banan.jpg (fordi vi kan)

Har du hørt ordet "Underscore" - så glem det lige igen, brug altid bindestreg som mellemrum, et underscore er nemlig ikke et mellemrum i Googles øjne.

 

ALT ER VIGTIGT
alt tekster

ALT-tekst på billederne
Når billedet er uploadet og indsat på din hjemmeside, har du i et (almindeligt fornuftigt) cms-system mulighed for at indsætte en såkaldt ALT-tekst på dit billede. Det er vigtigt(!)

Dette kunne fx være: lækre flødekager med banan (forudsat det er dem, du sælger ;-))
Og hvorfor var det vigtigt? 
Jo fordi, Googles små snedige robotter også læser denne tekst.
Og er der noget, vi gerne vil have (udover den flødekage med banan), så er det jo information til robotbæsterne.

ALT ER VIGTIGT ;)

De 5 (magiske) ord
Vil du gerne kende ordene. Dem, der gør den lille (store) forskel. Dem, der gør dig (som i ”din hjemmeside”) attraktiv og højt placeret i Google? Så er det nu, du skal slå til. 

Kontakt vores søgeekspert, og lad hende vide, hvilken hjemmeside, du gerne vil have optimeret. Så laver hun en grundig analyse og sender dig de 5 nøgleord, hun kan se, du vil få allermest ud af at satse på.

Det første, hun gør, er at stille dig en række spørgsmål. Derfor kan du ligesågodt hente et skema og være forberedt, lige her.

Er du nysgerrig og kan ikke vente med at teste populatiteten på dit nøgleord, så er der hjælp at finde lige NU og her:

https://ahrefs.com/keyword-generator

6. Hvor god en spion er du?

Lyt grundigt (men bare rolig, denne side selvdestruerer ikke om 5 sekunder ;))

Spionér i dine konkurrenters links

Dette er din mission, skulle du vælge at acceptere den …
Vi var omkring indgående links og udgående links. Pagerank og en del mere. Nu sætter vi fokus på konkurrenternes links. 
At skæve til konkurrenten er altid en god idé, også, når det gælder linkbuilding. Her består herligheden i, at det faktisk er ret let. Og tilgængeligt.

Her er formlen:

Gå til bing (OMG en anden søgemaskine)
Skriv inbody:konkurrenturl.dk i søgefeltet.
Og vupti værs’go. 1 stykke liste – til fri snageri og inspiration.
Fedt. Ikke?

Og så var der jo lige den der ordbog

Google search console

Et værktøj som registrerer fejl og mangler på din hjemmeside. Search console hjælper dig også med at sende nye sider til Google, viser dig hvilke ord din side findes på og giver et generelt blik på din online synlighed.

Find Search Console her

Robotter (Googbot)

Det er googles lange arm som kravler rundt på nettet og læser alt. Det robotten finder, raporteres tilbage til Google.
Siden foråret 2018 er det Googles mobil robot som har førersædet, og derfor du måske har hørt ordet "Mobile first"

Sidetitel

En sidetitel er den linje tekst du ser med stor blå skrift når du Googler. Denne linje tages fra din hjemmesides kode.

Linkbuilding

Som ordet antyder, drejer det sig om at bygge links, det vil sige at få andre til at nævne din hjemmeside på nettet.

Pagerank

Google giver hver hjemmeside en score på 1 - 10 ud fra en sammenregning af alle SEO faktorer, som f.eks. indgående links, og sidens indhold med meget MEGET mere.

Seo-point

Her mener vi delvis Pagerank som beskrevet overnover, og generelt sidens popularitet.

H1

H står for Header, og er sidens overskrift, lidt som overskriften på et kapitel i en bog.

alt tag

alt er en forkortelse af "alternativ" og var for få år siden, den eneste måde hvorpå Google kune "læse" billeder. Har du prøvet at få en lille tekstboks der "popper op" når du holder musen over et billede, DET er "alt" teksten. Google kan nu en hel del mere med billeder, men "alt" er stadig en stor del af billedsøgninger.

Hvad synes du?

Mangler du mere information, er der noget du ikke forstår, ellers synes du bare denne side var en stor hjælp, så tøv ikke med at sende en besked til Anders på an@degngrafisk.dk